© International Feldenkrais® Federation

Den fascinerende fortælling om Feldenkrais-metodens oprindelse


Feldenkrais-metoden blev udviklet af Dr Moshé Feldenkrais (1904-1984) i kølvandet på Anden Verdenskrig. Han var en fascinerende person, der både havde en doktorgrad i fysik, bekæmpede nazisterne og var en af Europas første judo-udøvere. 

Hans liv rummer nøglen til udviklingen af metoden, som han baserede på forskning inden for menneskelig udvikling, fysik, neurovidenskab og biomekanik, kombineret med hans personlige erfaringer fra kampsport. Her kan du læse en kort gennemgang af hans liv og de begivenheder, der formede både Feldenkrais selv og den metode, der skulle blive hans eftermæle. 


© International Feldenkrais® Federation
© International Feldenkrais® Federation

Barndom og ungdom

Moshé Feldenkrais blev født i en jødisk familie i 1904 i det nuværende Ukraine. Under de russiske jødeforfølgelser i 1918 emigrerede han med sin familie til det, der dengang var det britiske mandat Palæstina. Her startede hans interesse for bevægelse, da han som ung mand begyndte at dyrke jiu-jitsu. Det var også her, han under et spil fodbold i 1929 pådrog sig en knæskade, der senere skulle blive udslagsgivende for hans udvikling af Feldenkrais-metoden.

I 1930’erne flyttede Feldenkrais til Frankrig for at studere fysik på Sorbonne-universitetet i Paris. Her opnåede han en doktorgrad i fysik – med Marie Curie som en af hans undervisere.


I kamp mod Nazismen

Umiddelbart inden nazisterne invaderede Frankrig i 1940 flygtede Feldenkrais til Storbritannien, hvor han blev hele krigen. Her hjalp han med at udvikle våben for de allierede, og ved siden af underviste han britiske soldater i de selvforsvarsteknikker, han havde lært fra jiu-jitsu og judo.

I forbindelse med sit modstandsarbejde forværrede Feldenkrais den knæskade, han havde pådraget sig over 10 år tidligere. Udsigten til en risikabel knæoperation, der kunne efterlade ham med permanente smerter og nedsat mobilitet, fik ham til at eksperimentere med i stedet at genoptræne sig selv. Således blev grundlaget for Feldenkrais-metoden lagt.


© International Feldenkrais® Federation
© International Feldenkrais® Federation

Genoptræning og (gen)opdagelse

Feldenkrais lod sig inspirere af sammenhængen mellem tanke og bevægelse. Ud fra observationer af børn, der lærer at kravle og siden gå, kom han til den konklusion, at alle de måder, mennesker bevæger sig på, nødvendigvis måtte være tillærte. Derfor burde det også være muligt at lære nye, mere hensigtsmæssige bevægelsesmønstre, mente han.

Hans eksperiment lykkedes. Gennem gentagne forsøg med øget kropsbevidsthed formåede han at forbedre sit knæs styrke og funktionalitet i en sådan grad, at operationen ikke længere var nødvendig.


Metoden tager form

I 1949 udgav Feldenkrais sin første bog om hans selvudviklede metode: Body and Mature Behaviour: A Study of Anxiety, Sex, Gravitation and Learning. Han ville komme til at udvikle og forfine metoden resten af sit liv.

I 1951 rejste Feldenkrais til Israel. Her blev han blandt andet personlig træner for Israels premierminister, David Ben-Gurion, der led af kroniske rygsmerter. Samtidig udviklede han først den individuelle behandling Functional Integration – funktionel integration – og siden kom gruppeundervisningen Awareness Through Movement til, fordi han ønskede, at flere mennesker skulle kunne opnå fordelene ved metoden.


© International Feldenkrais® Federation
© International Feldenkrais® Federation

Arv og eftermæle

Fra slutningen af 1960’erne begyndte Feldenkrais at uddanne undervisere, der skulle fortsætte hans forskning i metoden og udbrede den gennem både professionelle og gratis kurser, der var åbne for alle. Han fortsatte personligt med at undervise, indtil et sygdomsforløb i 1981 tvang ham til at stoppe i en alder af 77 år. 

Moshé Feldenkrais døde i 1984, men hans metode lever videre. Den internationale Feldenkrais-organisation, International Feldenkrais Federation (IFF), har fortsat arbejdet med at uddanne undervisere og udvikle metoden efter Feldenkrais’ principper.


Vores adfærdsmønstre er aldrig permanente – kun vores tro på, at de er det.


Moshé Feldenkrais

Lyst til at læse mere?

Dette var kun et lille udpluk af de vigtigste begivenheder i Moshé Feldenkrais’ liv. På Intentional Feldenkrais Federations hjemmeside kan du blandt andet læse artikler og lytte til lydoptagelser af hans undervisning – ganske gratis.

Har historien om Feldenkrais inspireret dig til at udfordre dine adfærdsmønstre? I vores FAQ kan du få svar på alle de spørgsmål, du måtte have om metoden, dens fordele, og hvad du kan forvente til din første Feldenkrais-session.

Lyst til at læse mere?

Dette var kun et lille udpluk af de vigtigste begivenheder i Moshé Feldenkrais’ liv. På Intentional Feldenkrais Federations hjemmeside kan du blandt andet læse artikler og lytte til lydoptagelser af hans undervisning – ganske gratis.

Har historien om Feldenkrais inspireret dig til at udfordre dine adfærdsmønstre? I vores FAQ kan du få svar på alle de spørgsmål, du måtte have om metoden, dens fordele, og hvad du kan forvente til din første Feldenkrais-session.